Laserbehandling af nethinden

Laserbehandling af nethinden kan være nødvendig hvis der er rifter, som følge af glaslegemesammenfald, nydannede blodkar eller hævelse ved diabetesforandringer, blodpropper og andre nethindeforandringer.

Laserbehandling

 

Laserbehandling af nethinden kan være nødvendig hvis der er rifter, som følge af glaslegemesammenfald, nydannede blodkar eller hævelse ved diabetesforandringer, blodpropper og andre nethindeforandringer. Laserbehandlingen lukker sivepunkter ved at ”brænde” små punktformede områder langs blodkarrene.

Hvordan foregår behandlingen?

Inden behandlingen udvides pupillen med øjendråber. Denne pupiludvidelse kan i de efterfølgende 4-6 timer være årsag til blændingsgener, og det vil derfor være en fordel at medbringe solbriller.

Laserbehandlingen udføres i lokalbedøvelse med øjendråber. Under behandlingen er man placeret foran laseren med hagen og panden støttet som til almindelig øjenundersøgelse. I forbindelse med de lysglimt der opstår under laserbehandlingen, kan man fornemme en forbigående blænding.

Ved behandling af nethindens yderste områder kan der opstå forbigående lette smerter. Når behandlingen er afsluttet, kan man tage hjem.